Forretningsbetingelser for handel med ctcoinshop.dk (CTcoin Danmark A/S) 

December 2011

Vi handler kun med virksomheder

Du kan kun bestille varer på ctcoinshop.dk, hvis du oplyser dit CVR/SE‐nummer, når du udfylder dine virksomhedsoplysninger.

Hvis du fortryder dit køb (fortrydelsesret)

Du har 14 dages fortrydelsesret, når du handler på ctcoinshop.dk. Fortrydelsesretten løber fra den dag, du har
modtaget varen.

Emballage og varens stand, når du sender den tilbage

Fortrydelsesretten kan kun udnyttes, hvis varen tilbageleveres i væsentligt samme stand og mængde. Fortrydelsesretten bortfalder derfor, hvis du bruger varen på en måde, som helt åbenbart væsentligt forringer varens gensalgsværdi.

Hvis du fortryder købet, skal varerne sendes til

CTcoin Danmark A/S
Holkebjergvej 138
5250 Odense SV
Du kan også fortryde købet ved at nægte at modtage varen eller aflevere den personligt på ovenstående adresse mod forudgående aftale.

Du får naturligvis det beløb, du har indbetalt til os, tilbage

Hvis du fortryder dit køb, får du naturligvis det beløb du har indbetalt til os, tilbage. Beløbet bliver overført til det kort du har betalt med eller på din bankkonto, når vi har modtaget varen retur og kontrolleret, at den lever op til reglerne for fortrydelsen. Den eneste omkostning du har når du fortryder et køb, er portoen til at sende varen tilbage til os.

Hvad skal jeg sende med tilbage?

Du skal vedlægge en kopi af ordrebekræftelsen. Bemærk! Vi modtager ikke pakker sendt pr. efterkrav.

Hvis der er noget galt med varen (reklamation)

Når du handler på ctcoinshop.dk har du selvfølgelig 12 måneders reklamationsret. Det betyder, at du enten kan
få varen repareret, ombyttet, pengene tilbage eller afslag i prisen, afhængig af den konkrete situation.
Det er selvfølgelig et krav, at reklamationen er berettiget, og at manglen ikke er opstået som følge af en
fejlagtig brug af produktet eller anden skadeforvoldende adfærd.

Hvor hurtigt skal jeg reklamere?

Du skal reklamere indenfor 2 dage efter, at du har opdaget manglen ved varen. Vi anbefaler at du reklamerer så hurtigt som muligt.

Vi refunderer rimelige fragtomkostninger

Er reklamationen berettiget refunderer vi naturligvis dine rimelige fragtomkostninger til at sende varen retur til os. Varen skal sendes til:

CTcoin Danmark A/S
Holkebjergvej 138
5250 Odense SV

Vi har brug for følgende information når du sender varen til os

Når du returnerer varen, bedes du oplyse hvad problemet er, så detaljeret som muligt. Bemærk! Vi modtager ikke pakker sendt pr. efterkrav eller lignende. Husk at varen altid skal sendes tilbage i forsvarlig emballage, og få en kvittering for afsendelse, så vi kan tilbagebetale dine fragtomkostninger.

Hvad gør vi med dine personlige oplysninger (persondatapolitik)

Før at du kan indgå aftale med os på ctcoinshop.dk har vi brug for følgende oplysninger:

  • Navn
  • Virksomhed
  • Adresse
  • Telefonnummer
  • E‐mail adresse
  • Bankoplysninger (pengeinstitut, konto nr. m.m.)

Vi foretager registreringen af dine virksomheds‐ og personoplysninger med det formål, at kunne levere varen til dig. Oplysningerne registreres hos CTcoin Danmark A/S og opbevares i fem år, hvorefter oplysningerne slettes. Når der indsamles virksomheds‐ og personoplysninger via vores website, sikrer vi, at det altid sker ved afgivelse af dit udtrykkelige samtykke, således at du er informeret om præcis, hvilke oplysninger, der indsamles og hvorfor. Direktøren og kundeservice for CTcoin Danmark A/S er dataansvarlig og har adgang til de oplysninger, der registreres om dig. Vi opbevarer og transmitterer ikke kundeoplysninger krypteret. Oplysninger afgivet til ctcoinshop.dk videregives eller sælges på ingen måde videre til tredjemand, og vi registrerer ingen personfølsomme oplysninger.

Besøgsstatistik

Vi bruger en besøgsstatistik på ctcoin.dk hvilket betyder, at et statistiksystem opsamler information, som kan give et statistisk billede af, hvor mange besøgende vi har, hvor de kommer fra og hvor på websitet det forlades mv. Logstatistikken anvendes kun med det formål, at optimere ctcoinshop.dk.